Guide til nye forældre i badminton

Det kan være svært at begynde i en ny idræt, hvis hverken børn eller forældre har prøvet det før. Er du forælder til et barn, der er begyndt at spille badminton, uden at du selv har erfaring med netop denne idræt, kan du let føle dig på herrens mark.

Hvordan tilmelder man sig? Hvad er de skrevne og uskrevne regler? Hvilket udstyr skal du købe? Spørgsmålene er mange.

Læs her alt hvad du har brug for som ny badmintonforælder

Vi anbefaler også at læse DGI-folderen "Badmintonguide for forældre". Herunder har vi samlet de 6 bedste råd derfra.

1. Lær de uskrevne regler i badminton
Det er eksempelvis ikke accepteret at juble eller klappe, hvis modstanderen begår fejl, og det er kun spillerne, som må kommentere på hændelser i kampene. Efterlever du de uskrevne regler, er det også nemmere for dit barn at navigere i dem.

2. Vær forælder til træning og turnering
Det er som oftest det, dit barn har brug for. Der findes et væld af kompetente trænere i klubberne, som mestrer både det taktiske og tekniske.

3. Gør brug af badmintonplayer.dk
Badmintonplayer.dk giver dig et omfattende overblik over klubber, turneringstilmelding, ranglistepoints og meget andet. Leder du efter badmintonskoler, badmintonlejre eller events, eller vil du opdateres med det seneste nye, er dgi.dk det rigtige sted at bruge kræfterne.

4. Badminton er også en holdsport
Vær opmærksom på, at selvom badminton i mange sammenhænge anses som en individuel sportsgren, så er det i høj grad også en holdsport. Det er i fællesskab med andre, at dit barn får nogle af de allerstørste oplevelser i sporten.

5. Tal med dit barn om sejre og nederlag
Det kan være svært at sluge et nederlag eller tackle en sejr. Fokusér på de følelser, dit barn oplever i kampsituationer, så han/hun bliver bedre rustet til næste træning eller turnering.

6. Engagér dig i badminton
Er du involveret og viser interesse for dit barns sport, smitter det af og motiverer. Det kan være alt fra holdlederopgaver, til kørsel og praktisk hjælp i foreningsregi.

MENU